Slægtstræ for
Søren Nielsen & Lene Dræby Kottal

Når man søger efter sine rødder, er det vigtigt at kende traditionerne for navngivning i det pågældende land. I dag får danske børn oftest deres fars eller mors efternavn, eller en kombination deraf. Sådan har det dog ikke altid været i Danmark.

En typisk dansk familie fra 1700-tallet

Michel Andersen og Botilla Nielsdatter blev gift i Ballum sogn i 1766.

Michels forældre hed Anders Michelsen og Bodel Nielsdatter.

Botillas forældres navne var Niels Laustsen og Kirsten (efternavnet er endnu ukendt).

Michel og Botilla fik 10 børn:

1. Anders Michelsen, opkaldt efter sin farfar.
   Født i 1767, overlevede barndommen
2. Niels Michelsen, opkaldt efter sin morfar.
   Født i 1769, død i 1772
3. Bodel Michelsdatter, opkaldt efter sin farmor.
   Født i 1771, død i 1773
4. Kirsten Michelsdatter, opkaldt efter sin mormor.
   Født i 1771, overlevede barndommen
5. Laust Michelsen, øjensynligt opkaldt efter sin oldefar.
   Født i 1771, død i 1772
6. Niels Michelsen, opkaldt efter sin afdøde storebror.
   Født i 1774, død i 1774
7. Bodel Michelsdatter, opkaldt efter sin afdøde storesøster.
   Født i 1775, død i 1778
8. Niels Michelsen, opkaldt efter sin afdøde storebror.
   Født i 1778, overlevede barndommen
9. Laust Michelsen, opkaldt efter sin afdøde storebror.
   Født i 1781, overlevede barndommen
10. Bodel Michelsdatter, opkaldt efter sin afdøde storesøster.
    Født i 1787, overlevede barndommen

Patronymer

Som illustreret ovenfor, fik alle drengebørn efternavnet Michelsen (Michels søn) og alle piger Michelsdatter (Michels datter). I 1800-tallet brugte man ikke længere ”datter”-endelsen, men ganske enkelt ”sen”-endelsen til begge køn.

Patronymer var den mest almindelige form for efternavn indtil 1828, hvor der kom en dåbsforordning, som forsøgte at begrænse brugen af patronymer. Den var dog noget uklar i sin ordlyd, så der måtte decideret lovgivning til før brugen af patronymer blev stoppet. Det skete i 1856, hvor alle efternavne blev fastlåst. Patronymer blev dog stadig brugt indtil slutningen af 1800-tallet, dog mest på landet hvor modstanden mod de nye efternavne var størst.

Den nyeste danske navnelov fra 2006 åbner igen muligheden for at benytte patronymer. Da loven stadig er meget ny, er det uvist om patronymer igen kommer til at dominere danskernes efternavne. Jeg tror det dog ikke, fordi mange danskere vælger bevidst at droppe deres -sen efternavn til fordel for mere unikke efternavne.

Topscoreren på efternavne i min slægt er lige nu Hansen, som er det tredje mest brugte efternavn i Danmark. Antallet af danskere med efternavnet Hansen er dog faldet med 8% fra 2003-2009, og ændringen af navneloven i 2006 har iflg. Danmarks Statistik klart haft en indvirkning på den tendens.

Navngivning efter bedsteforældre

Fornavne blev givet efter et sæt (uskrevne) regler, som stadig blev flugt ind i 1900-tallet, i hvert fald på landet.

Det første drengebarn blev opkaldt efter sin farfar, det andet efter sin morfar. Det første pigebarn blev opkaldt efter sin farmor og det andet efter sin mormor. Disse regler blev fulgt til punkt og prikke i familien ovenfor. Efterfølgende børn kunne navngives frit efter forældrenes ønske. I denne familie ser det ud som om det 5. barn blev opkaldt efter sin oldefar, men forældrene kunne have brugt et hvilket som helst navn.

Navngivning efter de afdøde

Kun fem af børnene ovenfor overlevede barndommen. Når et barn døde, blev det næste barn opkaldt efter det afdøde barn. I familien ovenfor ses det at det andet barn, Niels, døde i 1772. Den næste søn, det fjerde barn, blev født i 1774 og opkaldt efter sin afdøde bror. Oftest var det faktisk det næste barn i rækken, der blev opkaldt efter den afdøde – uanset køn. Det er sådan navne som Nielsine og Hansine er opstået.

Reglen med at navngive efter de døde kan give et praj om hvorvidt en bedstefar/mor er død eller ej. Man navngav nemlig helst ikke efter levende personer. Hvis rækkefølgen (som beskrevet ovenfor) ikke er fulgt, f.eks. hvis morfarens navn blev sprunget over, så kan det være et tegn på, at han ikke var død endnu.

Tilnavne

De mest almindelige fornavne var Jens, Hans, Peter and Niels og på grund af brugen af patronymer, var der oftest flere personer i samme by, der havde samme navn. Derfor blev det nødvendigt at finde på andre måder at skelne mellem mændene.

Tilnavne blev brugt til netop dette og i mange familier endte tilnavnet med at blive efternavnet som slægten brugte i de næste mange generationer, omend til tider i en lidt ændret version. Som eksempel kan nævnes min mormors navn Juhl, der kommer af ordet ”hjuler”, hvilket var stillingsbetegnelsen for en der lavede hjul. Personer, der flyttede, fik ofte tilnavn efter det sted de kom fra. Navnene Hvistendal og Dræby er eksempler på den type tilnavn.

Analfabetisme og stavning

Indtil midten af 1800-tallet var størstedelen af den danske befolkning analfabeter, og derfor blev stavning af bl.a. personnavne ikke prioriteret. En konsekvens deraf er, at den samme persons navn kan være stavet forskelligt alt efter kilden. Det var nemlig personen, der skrev navnet, der bestemte, hvordan det skulle staves. Her er nogle eksempler:

1) Kristian = Christian
2) Katrine = Kathrine = Catrine = Cathrine
3) Ane = Anne og Johane = Johanne
4) Magrete = Magrethe = Margrete = Margrethe og Malene = Marlene
5) Lene = Lena

Efter befolkningen generelt lærte at læse, blev man mere konsekvent med stavningen, men præferencerne var forskellige, og alle stavemåderne vist ovenfor benyttes stadig i dag. Der er altså mange variationer, hvilket man skal være opmærksom på, når man søger efter sine slægtninge, især ved brug af søgemaskiner.

blog comments powered by Disqus